Min egen svære rejse
Siden jeg blev færdig som cand.merc., har jeg haft flere – på papiret – helt fine jobs. I slutningen af 2015 landede jeg endda mit drømmejob. Det var et job, som jeg var gået målrettet efter og selv havde støvet op ud af ingenting.
Men jeg har slet ikke været glad for de jobs. Faktisk har jeg aldrig haft et arbejde, som jeg for alvor kunne lide. Jeg har rent ud sagt været led og ked af at gå på arbejde det meste af tiden. Der har heldigvis været perioder, hvor jeg har haft det fint nok med mit arbejde. Men det var aldrig rigtig godt. Og for det meste var det ret skidt.
Jeg har været meget tæt på at gå helt ned med flaget flere gange. Jeg har følt mig udbrændt og haft problemer med at sove om natten.
Jeg har slet ikke tal på hvor mange aftener jeg har brugt på at sidde i sofaen og tude over mit arbejde. Jakob, min dejlige mand, har måtte lægge øre til mange gange (og det gør han heldigvis gerne).
I december 2016 stod det så slemt til, at jeg blev sygemeldt med stress. Det var lidt af et wake up call for mig at se min læge skrive i journalen, at jeg udviste klare stresssymptomer og depressive tendenser. Der blev jeg bange. Jeg blev bange for, hvor tæt det var på at gå helt galt og få alvorlige konsekvenser for mig selv og ikke mindst mine børn.